Beskeder fra universet

Jeg har nu oplevet Rikke som trancemedie tre gange. Det har været nogle enormt store oplevelser, og jeg kan mærke, at det lige har skullet bundfælde sig, før jeg var klar til at dele mine oplevelser med omverdenen.

Når Rikke er trancemedie, overgiver hun sig helt og aldeles til universet, og hun lader en anden bevidsthed komme igennem sin krop. Hun kalder det selv at lade sine guider træde frem for at besvare spørgsmål. Det vil med andre ord sige, at Rikke ikke selv er til stede, og at både hendes toneleje, kropssprog og ordvalg ændrer sig. Hun stiller sig kun til rådighed for det reneste, højeste og bedste, og vil kun besvare spørgsmål, der kan handles på. Det er selvfølgelig altid ens eget frie valg, om man har lyst til at forfølge de ting, guiderne kommer med – men jeg har lidt på fornemmelsen at de sandheder, man bliver præsenteret for kunne finde på at forfølge én, hvis man ikke selv omfavner dem og begiver sig ned ad den nye vej…

Den første gang jeg oplevede Rikke som trancemedie, blev jeg meget overvældet. Oplevelsen var så gribende og rørende, og jeg kunne ikke huske særlig meget bagefter. Heldigvis optager Rikke altid disse sessioner, så alle har mulighed for at lytte til dem igen – for når sjælen lytter, sker der noget ganske særligt, og det er langtfra altid, at sindet kan følge med. Det har derfor været altafgørende for mig at kunne lytte til disse sessioner efterfølgende. Det hjalp mig enormt meget at lytte til optagelsen flere gange, og da jeg skrev det hele ned, kom der endnu flere indsigter frem.

Mit allerførste spørgsmål til universet gik meget på min mission her i livet – om der er noget, jeg bør forfølge, noget jeg skal udleve, og selvom jeg i mange år har haft en meget stærk fornemmelse af, hvad der ligger foran mig, var det ekstremt emotionelt og følelsesladet at høre beskeden fra guiderne. Der er bestemt noget, jeg skal forfølge, og jeg er så småt begyndt at forberede mig på det næste kapitel, som jeg glæder mig helt vanvittig meget til. Det er så meningsfyldt og så kommer det lige fra hjertet, hvorfor jeg nok aldrig har været i tvivl om, at det er det jeg skal. Jeg er dog lykkelig for at universet mener det samme – det har givet mig en helt ny og forstærket gejst.

Den energi der opstår, når man sidder sammen i en gruppe og gør sig klar til en trancesession med Rikke, er helt vanvittig. Det er som om alt andet i rummet forsvinder, og at vi alle presses sammen både fysisk, mentalt og spirituelt. Det føles som om energien strømmer igennem os alle, og at vi alle er forbundet. De tre gange, jeg har oplevet det, er jeg hver gang blevet bevæget men også forvirret – for hvordan er det muligt? Hvordan kan Rikke forbinde sig på den måde med universet?

Jeg forstår godt, hvis det kan være svært at forstå, og jeg forstår også godt, hvis folk har modstand på det. Jeg selv har besluttet mig for at være nysgerrig, åben og ikke dømmende. – For hvad kan der ske ved det? Ikke noget, og måske jeg endda kan ende med at stå et sted, som nu, hvor jeg føler mig ægte beriget og har fået så ufattelig mange indsigter og læring. Alt sammen noget jeg kan bruge i mit liv og alt sammen noget, der udvikler mig som menneske.

Nogle gange skal vi turde tro… Tro på at der er mere imellem himmel og jord, end hvad øjet umiddelbart kan se. Tro på de usynlige tråde, der forbinder os alle sammen. Tro på magien i hvert åndedrag og i hvert øjeblik af stilhed. Tro på, at vores drømme og ønsker kan manifestere sig, hvis vi blot tør tro på dem og handle i overensstemmelse hermed. Tro på vores egen styrke og evne til at skabe den virkelighed, vi ønsker. For i troen ligger kimen til transformation og muligheden for at realisere vores inderste ønsker. Så tør at tro – tro på dig selv, tro på dine drømme, og tro på den magi, der omgiver os alle sammen.