Hvordan er det at være clairvoyant medie?
I mit arbejde er bevidsthed den helt centrale nøgle til at udvikle mig selv og andre. Jeg kan både være mig selv og bruge min egen bevidsthed, men jeg kan også gå ind i stadiet som clairvoyant, hvor jeg har kontakt med mine guider og udvider min menneskelige bevidsthed.
Ved at have denne skærpede opmærksomhed, som nærmest er som et lasersyn, bliver det muligt for mig at afdække kompleksiteter i både udfordringer og potentialer. Når jeg stiller ind på potentialet, åbner der sig en verden af uventede indsigter, som tilføjer dybde og nuancer, jeg ikke selv havde forestillet mig.
Det fascinerende ved denne forlængelse af mig selv er, at den bringer nye og fantastiske input til både udfordringer og potentialer. Guiderne taler med flere tusinde års visdom, og kan derfor give et både bredere og dybere perspektiv på tingene, der beriger og forøger mine ressourcer og værktøjskasse. Guiderne bidrager altså med unikke indsigter, der præcist adresserer kernen af en udfordring – de rette fokus på en måde der minder om at finde nålen i høstakken, og det sker med en sådan lethed, at jeg tit selv bliver overrasket.
Jeg kan også give helt slip og stille min krop og mit sind til rådighed for guiderne, og derved fungere som trancemedie. Når jeg kanaliserer som trancemedie, foregår seancen på en anden frekvens end den, vi befinder os på som jordiske mennesker. Jeg slipper mig selv og lader mig overskygge af min guide. Energien skifter i rummet – den bliver fortættet og omfavner os, der er til stede. Alle mærker et nærvær, som ikke kan beskrives eller sammenlignes med noget andet.
At være kanal indebærer, at man slipper sit ego. Jeg præsterer ikke, men stiller mig til rådighed som kanal uden at ane, hvad der bliver sagt under trancen. Jeg er ikke selv bevidst eller til stede, når det sker, og jeg skal altid have begivenhederne fortalt efterfølgende eller lytte til lydfilerne for at huske kanaliseringen. Det eneste, jeg ved, er, at der kun bliver sagt noget, der skaber værdi og udvikling for dig – også selv om det måske er noget andet end det, du gerne ville høre. Der bliver ikke spået om fremtiden, for det er en del af min kontrakt som kanal, at jeg kun vil have med det lyse at gøre. Jeg får svar, som fører til udvikling og vækst – altid kun til det reneste, højeste og bedste for den eller dem, der deltager.
Når løsninger og meninger ikke stammer fra min egen erfaring, oplever folk en dybere forbindelse og bliver bevæget på en måde, der gør, at de føler sig set og forstået. Dette gør folk i stand til at sætte deres egen selvopfattelse til side, hvilket åbner hjertet og bevidstheden og fjerner barrierer og forsvarsmekanismer.
Jeg er meget bevidst om, at dét at være et clairvoyant medie ikke kun er en gave, men at jeg også bærer et ansvar og har en opgave i at bringe meningsfulde og håndgribelige indsigter ind i andres liv. Det har en afgørende betydning for mig, at de indsigter, som folk tilegner sig, ikke blot forbliver teoretiske, men kan omsættes til konkret handling og personlig udvikling. Jeg stiller mig kun til rådighed for noget, der styrker og udvikler, og som kan omsættes til konkret handling. Succes handler nemlig om eksekvering, og jeg ønsker kun at videregive indsigt, som folk aktivt kan anvende og derigennem blive en bedre version af sig selv. Min fornemmeste opgave er at skabe et rum, hvor modtagere ikke kun føler sig set og forstået, men også opmuntret til at træde ind i deres egen styrke og skabe forandringer. Mit ønske er at være en kilde til vækst og vejledning, der strækker sig ud over det øjeblikkelige møde og fortsætter med at påvirke positivt i deres liv.