Meditation – øvelse gør mester
På Rikkes Spirituelle Lederuddannelse er meditation en ufravigelig bestanddel. Vi skal alle indarbejde en daglig praksis, og til hver undervisningsgang taler vi om, hvordan det går hver med vores meditation.
Jeg har mediteret i mange år. I rigtig mange år faktisk! Men min meditationsrejse har været lang og sej, og jeg har i mange år ikke helt kunnet se værdien i det. Da jeg startede for mere end 10 år siden var det nok mest ud fra et hipt ønske om at være del af den voksende meditationsklub, men – hånden på hjertet – jeg fik ikke sønderligt meget ud af det… Eller også gjorde jeg, og måske skulle lige præcis min rejse med meditation være langsommelig og træg. Uanset hvad, er jeg kommet til præcis dette sted i min rejse, hvor jeg oprigtigt og inderligt kan sige, at jeg virkelig holder af at meditere!
I starten var meditation en kamp for mig. Jeg vidste godt, hvad jeg skulle gøre – sætte mig behageligt, spille et stykke velegnet musik eller en guidet seance – men lige lidt hjalp det. Jeg havde umådeligt svært ved at holde fokus, og har endda præsteret at komme igennem en hel meditation uden at huske det med at bringe tankerne tilbage. Så når musikken stoppede, var jeg endt et eller andet sted virkelig langt væk. Men jeg er fortsat, og jeg er på det seneste begyndt at have nogle helt vildt fantastiske oplevelser med at meditere.
For mig har det været interessant at eksperimentere med forskellige tidspunkter at meditere på. Mange synes, det er nemmest at meditere om morgenen eller om aftenen – og det kan jeg egentlig sagtens relatere til. Det er også klart nemmest for mig at få gjort det, hvis jeg gør det lige når jeg vågner, eller om aftenen, før jeg skal sove. Dog må jeg indrømme, at der – for mig – ikke findes noget mere powerfuldt end at gøre det midt på dagen. Især hvis jeg er travl, har mange ting om ørerne eller skal levere et eller andet. I de situationer giver 5-10 minutters meditation mig totalt fornyet energi, en bedre ro, fokus og grounding. Men det er svært at huske – og dermed svært at få gjort, når man lige præcis er fanget af alt det, som meditationen skal hjælpe os med at håndtere – nemlig stres, travlhed og hverdagens utallige opgaver.
Meditation er blevet en fantastisk måde for mig at finde ro og balance i en travl verden. Jeg er nået til et sted, hvor jeg virkelig forstår essensen af at vende opmærksomheden indad. I meditation oplever jeg en dyb forbindelse med mig selv, hvor jeg lander fuldstændig i øjeblikket, og det er en virkelig magisk følelse. I en verden, hvor det meste af vores tid og tanker ofte bruges på opgaver, forpligtelser og relationer med andre, er meditation en sjælden lejlighed til at fokusere på os selv. Det er en tid, hvor vi kan slippe tankemylderet og finde ind til vores eget indre univers. Meditation er en dyrebar gave til os alle. Gennem meditation kan vi forbedre vores mentale, følelsesmæssige og fysiske velbefindende, og vi kan styrke vores evne til at håndtere stress og udfordringer med større klarhed og ro.
Det er vigtigt at huske, at meditation ikke er en quick-fix, men snarere en livspraksis. Jo mere vi dyrker meditation, jo mere frugtbar bliver denne indre rejse. Så lad meditationen blive en fast del af din daglige rutine, og lad den hjælpe dig med at opnå øget klarhed og balance i dit liv. Vær tålmodig med dig selv, og lad meditationen bringe dig ind i et mere harmonisk og bevidst liv. Jeg er i hvert fald hooked, og meditation er uden tvivl kommet for at blive i mit liv. Jeg vil ikke leve uden.