Hvad har du gjort for at komme tættere på sandheden om din begyndelse?

Min adoptivmor og jeg, da vi landede i Københavns lufthavn.
I størstedelen af mit liv har jeg ikke haft behov for at opsøge, hvor jeg kommer fra. Jeg har følt mig så elsket og værdsat af mine adoptivforældre – som jeg altid har opfattet som mine rigtige forældre, hvorfor jeg aldrig har haft brug for at finde tilbage til mine biologiske rødder. Men da jeg i 2011, med et halvt års mellemrum, mistede begge mine forældre, skete der noget inden i mig. Jeg stod tilbage med en enorm kærlighed og taknemmelighed for det liv, jeg havde fået sammen med mine forældre i Danmark i trygge og kærlige rammer, men jeg var også efterladt med en ny følelse af, at have behov for at finde mit ophav. Jeg ville gerne forstå baggrunden for min adoption, men også have mulighed for at forsikre mine biologiske forældre om, at jeg har haft et fantastisk liv, og at det har været en gave for mig at vokse op i Danmark.
For et par år siden begyndte jeg for alvor at lede efter mit biologiske ophav, og jeg har virkelig gjort alt, hvad jeg kan, for at finde dem. Men den dag i dag er jeg desværre ikke kommet et eneste skridt nærmere. Som mange af jer allerede ved – og som jeg også deler i min første bog “Spirituel – din sjæl kan lede dig til succes” – har jeg altid troet, at jeg som halvandetårig blev fundet ved en skraldespand i Korea og derefter adopteret til Danmark. Grundlaget for min tillid til de papirer, der fulgte med mig til Danmark, er dog på det seneste blevet udfordret, og jeg står i dag i en situation, hvor jeg oprigtigt ikke ved, hvordan eller hvor mit liv startede.
For nyligt havde jeg æren af at medvirke i dokumentaren ”Hemmeligheden om skyggearkivet: Løgnen om os”, som blev vist på TV2. Dokumentaren kaster lys over hjerteskærende scenarier, hvor børn muligvis har været ofre for menneskehandel, og i mange tilfælde, ikke har været forældreløse, som kravene ellers foreskrev. De er blevet gjort forældreløse for at kunne blive adopteret til Vesten. Det har også vist sig, at rigtig mange børn er kommet til Danmark med præcis den samme historie som jeg – med at være blevet efterladt på gaden. Hele 105.000 hittebørn blev bortadopteret fra Sydkorea til Danmark i perioden 1976-2012, hvilket betyder, at der hver eneste dag i 36 år skulle være fundet otte forældreløse børn på gaden i Sydkorea, der alle blev bortadopteret. Dette tal virker usandsynligt højt – og hvis det viser sig at være usandt, hvad er så den virkelige historie?

Dette billede blev taget af mig, da jeg skulle adopteres til Danmark.
Disse opdagelser har udløst en storm af tanker i mig. Måske blev jeg slet ikke fundet ved en skraldespand! Med hvad skete der så – og er jeg overhovedet forældreløs? Jeg vil så gerne finde ind til, hvilken ukendt historie der gemmer sig bag disse begivenheder. De ting, jeg er blevet fortalt, og de papirer, jeg har, er blevet en kilde til usikkerhed – en usikkerhed der sår tvivl om, hvordan mit liv faktisk begyndte, og hvordan min identitet er formet.
De mennesker, jeg har haft fornøjelsen af at møde under optagelserne, og de skæbner, jeg har været vidne til, har berørt mig dybt. De chokerende afsløringer, vi sammen har oplevet, og den måde, mange adoptivbørn er blevet behandlet på, med det efterfølgende spor af løgne, er blevet en ubarmhjertig del af vores kollektive rejse.
Jeg vil bruge min stemme og min energi til at skabe fokus og gennemsigtighed på dette område. Mit ønske om at kende min fulde historie lever fortsat, og hver dag beder jeg til, at universet må vise mig vejen og give mig klarhed og indsigt af de første 15 måneder af mit liv.
Jeg stoler på, at universet har en plan, som jeg er en del af, og at selv de mest forvirrende øjeblikke kan indeholde vigtige budskaber og lektioner. Jeg har en urokkelig tro på, at universet vil svare mig, og selvom jeg kan blive utålmodig, frustreret og ked af det, har jeg tillid til – og en klar fornemmelse af, at jeg vil blive ført til de oplysninger, jeg søger, når tiden er inde, og at hele denne søgen tjener en højere hensigt for min personlige vækst og udvikling.