Hvordan har det påvirket dig at være adoptivbarn?

I januar 1973 landede jeg hos den dejligste, kærligste familie, og jeg havde en tryg og fantastisk barndom. Den kærlighed jeg har følt og føler til min familie er dyb og ægte. Men selvom jeg konstant blev fyldt op af kærlighed, tryghed og omsorg, blev jeg på en eller anden måde aldrig hel.

At være adoptivbarn betød for mig en konstant kamp for at finde min plads. Jeg havde en indre følelse af, at jeg skulle kæmpe for min berettigelse – og det havde intet at gøre med, at jeg ikke følte mig værdsat eller elsket. Jeg vidste jeg var elsket og værdsat. Det var mere en indre følelse af, at jeg skulle erobre min ret til at være her, finde min stemme og berettigelse i en verden, hvor min tilknytning var anderledes. Jeg var en gang blevet kasseret – fundet ved siden af en skraldespand og som halvandenåret kommet til Danmark – og den følelse har siddet dybt i mig.

I mange, mange år har jeg kæmpet med mit selvværd, og især som barn følte jeg mig meget anderledes og utilpas med mit udseende. Jeg brød mig ikke om min krop og mine skæve øjne. For mig var det frygteligt at skille sig ud. Alt hvad jeg ønskede, var at passe ind og være som de andre.

For nylig passerede jeg mit barndomshjem. På daværende tidspunkt boede vi i Vanløse, og synet af mit gamle hjem vækkede en bølge af følelser i mig. Minderne fra den tid kom klart tilbage – hvordan jeg som barn plejede at gå hjem fra skole. Jeg gik for det meste alene, og jeg husker tydeligt, hvordan følelsen af ensomhed var overvældende. En dyb tomhed og tristhed fyldte mig ofte som barn, og selvom mine tidlige og unge år også rummede mange glade stunder, var det en hård tid.

Det er vigtigt for mig at dele disse oplevelser med jer. Jeg ønsker at være ærlig og åben om de svære aspekter af livet, for selvom det gør ondt og er svært, kan man altid lære noget og ende et sted, hvor man er lykkelig. Det er noget, jeg har arbejdet meget med, og efterhånden mestrer jeg evnen til skifte mit fokus til taknemmelighed i stedet for at være nedtrykt og ked af alt det, der er sket.

Den dag i dag ser jeg tilbage på min rejse med taknemmelighed – den har gjort mig til den jeg er, og jeg glædes hver dag over, hvor privilegeret jeg er. Dualiteten imellem udfordrende og glædelige øjeblikke er noget, vi alle kender. Livet rummer det hele, og uanset hvilken situation vi befinder os i, er det vigtigt, at vi kan kultivere taknemmelighed og erkende, at vores rejse mod indre balance er en konstant udviklingsproces.

Når vi møder modstand og udfordringer bliver vores inderste styrke og mod testet, og i disse øjeblikke er det afgørende at dele vores tanker og følelser med hinanden. Igennem denne delte åbenhed og forståelse finder vi støtte, trøst og vejledning – og når vi åbent deler vores byrder, bliver de lettere at bære.

Tusind tak fordi du har taget dig tid til at læse med. Jeg ser frem til at åbne op for endnu flere lag af mine tanker og refleksioner i den kommende tid. Jeg tror på, at vi igennem denne åbenhed og deling kan opnå en dybere forståelse af os selv og den rejse vi hver især er på.