Mødet imellem to sjæle
Jeg har nu haft mit første ”buddy-møde”. Et buddy-møde er et møde imellem to deltagere på uddannelsen, hvor vi mødes for at fortælle hinanden vores livshistorier. Efter hver undervisningsgang sætter Rikke os sammen i par, så vi får mulighed for at møde alle på uddannelsen, og som med alt andet er man nok ekstra spændt første gang – jeg var i hvert fald!
Vi mødtes ved Kastellet, og det var helt tydeligt, at vi begge havde gjort os en masse tanker om, hvordan det hele skulle forløbe. Vi var også begge en smule nervøse – for hvem har nogensinde fortalt sin livshistorie til et menneske, man stort set ikke kender? Hvem har egentlig fortalt sin livshistorie til nogen som helst? Jeg har ikke… Mange af mine nærmeste, og min familie kender selvfølgelig min livshistorie, men mest af alt fordi de har været med på rejsen. Det er meget, meget få, jeg har fortalt min livshistorie til som én lang beretning.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og da vi mødtes ved Kastellet kunne jeg høre Kastelklokkerne slå. Klokken var 10. Næste gang jeg hørte Kastelklokkerne slå, var jeg netop blevet færdig med at fortælle min livshistorie. Tiden var fløjet afsted! Og jeg husker ikke, hvor mange omgange, vi nåede at gå rundt om Kastellet, imens jeg talte – men det var mange. Jeg havde egentlig skrevet en masse noter, der skulle støtte mig i min fortælling – men dem fik jeg slet ikke brug for. Ordene flød bare.
Efterhånden som vores livshistorier udfoldede sig, kunne jeg mærke en forandring i atmosfæren. Vi gik fra at være to fremmede til at blive forbundne på et helt andet niveau. Det var som om vores livshistorier skabte en bro mellem os – som om vi fik indblik i hinandens sjæle. Oplevelsen skabte en enorm empati og medfølelse, og det er svært at beskrive den følelse, jeg fik ved at blive lukket ind i en anden persons modgang og sejre.
Vi bærer alle vores egen – helt unikke – livshistorie med os. Disse historier er mere end blot en række begivenheder – de er grundlæggende for vores identitet og formet af vores erfaringer, kampe og triumfer. Det kræver mod og sårbarhed at åbne op og dele sine inderste tanker og oplevelser med andre – især mennesker, vi ikke kender særlig godt. Men det jeg oplevede ved at træde ud af min komfortzone, kom positivt tilbage. Jeg blev ikke blot klogere på mig selv, jeg kunne også lære en hel masse af at høre min buddys livshistorie. Tænk hvis alle kunne dele deres livshistorier med omverdenen! Jeg er overbevist om, at det ville skabe en større forbundethed og mere næstekærlighed. Sammen ville vi kunne skabe et fællesskab funderet i empati, medfølelse og forståelse og opbygge en verden hvor mennesker forstår hinanden bedre og er villige til at støtte og hjælpe hinanden igennem livet.
Som altid, må man selv sørge for at være den forandring, man ønsker at se i verden – så jeg vil fortsætte med at lytte til andres livshistorier og dele min egen. Heldigvis får jeg rig mulighed for dette igennem de næste måneder, for vi skal mødes 1:1 med alle fra uddannelsen. Jeg har derfor otte fantastiske møder til gode – og jeg glæder mig!